Cleo – historien om en næsten-hovawart

Cleo var en genbrugshund. Jeg købte hende af et par unge mennesker, som var ved at skilles. Da var  Cleo 2 år gammel. Jeg har ved dette køb begået alle de fejl man overhovedet kan begå. Jeg var meget påvirket af, at jeg under tragiske omstændigheder lige havde mistet min malinois hvalp og jeg troede aldrig, at jeg skulle få en ny hund, hvis jeg ikke købte den med det samme. Men jeg skal her ikke fortælle, hvordan man IKKE skal købe hund. Kig hellere her eller her for at lære, hvordan man SKAL bære sig ad, når man vil købe hund på en fornuftig og tryg vis. Men husk: Man kan minimere risikoen, men det giver ikke 100% garanti for, at alt vil gå efter vores forventninger.

Så efter omstændighederne var jeg ret heldig, at Cleo alligevel viste sig at være en acceptabel hund. Men rent formelt og biologisk kan man ikke engang kalde hende for en racehund og en hovawart, da hendes stamtavle var lavet på computeren, og papir – som bekendt – er jo tålmodig…

Hun havde dog nogle af hovawartens særpræg, såsom:

Hun var så trofast, at jeg ikke kunne gå på toilettet uden at, hun fulgte med. Dér smed hun sig foran døren og vogtede, for tænk bare: Hvad hvis mor pludselig gennem det lille vindue fordufter ud af badeværelset ???  Det sikrede Cleo sig imod ved flere gange at snuse under den lukkede dør.

En eftermiddag på stranden (13) kopi

Hun stjal som en skovskade. Hendes tyverier begrænsedes ikke til mad, men omfattede alt: Vores tøj, gulvklude, min pengepung fra håndtasken, børnenes legetøj, og endda en æske med glaskugler, som havde ligget fremme og ventede på juletræet. Hun var blevet verdensmester i butikstyveri. Om aftenen, efter vi havde slukket lys i vores gårdbutik, sneg hun sig ind og stjal kartofler fra papirposer, der allerede havde stået på bordet til næste dag. Hun spiste kartoflerne udenfor, i gårdspladsen og det var sådan, at jeg opdagede det. For ellers var det ikke til at se, at hun havde været inde i poserne. Hun kunne tage kartoflerne ud uden, at have slæbt posen ned på gulvet. Hun ødelagde heller ikke poserne. Men så kom kunderne næste dag og klagede, at ”der i hvert fald ikke er 2 kg i denne her pose”…

Cleo var også utrolig nysgerrig. Snuden skulle altid stikkes ind i hjemmebragte indkøbsposer samt ind i alle skuffe og skabe, som jeg var ved at åbne.

Cleo var meget arbejdsvillig og arbejdsglad, men på sine egne præmisser, som også er typiske for racen. Man kan ikke opnå noget med tvang eller utallige gentagelser af den samme øvelse. Hun var meget legesyg og i det hele taget elskede hun at foretage sig noget med mig, lige meget hvad. Vi gik til træning i DcH. Cleo var lærenem som alle hovawarte. Hvis man ikke kan finde ud af at udnytte det til sin fordel og gøre hunden mentalt træt gennem en fornuftig beskæftigelse, så finder de selv på noget og det er ikke altid, man bliver begejstret for deres egne opfindelser… . Her var Cleo ingen undtagelse.

???????????????????????????????

Desværre havde Cleo også alvorlige mangler, som slet ikke stemmer overens med hovawartens racestandard, hvoraf den værste var en svag, ængstelig psyke. Sådan en hund kunne aldrig indgå i avl i en FCI registreret kennel! Nogle mennesker kalder det gerne for at være ”reserveret overfor fremmede” eller ”meget beskyttende”.  Disse betegnelser læser man ofte i annoncer i ”Den Blå Avis” – ta’ ikke fejl af dem, de prøver at skjule et genetisk dårligt temperament eller/og måske en mangelfuld socialisering. Det gælder også hovawarten, som af naturen er vagtsom og mistænksom overfor nye ting/mennesker/dyr på sit territorium, men den må under ingen omstændigheder være i konstant beredskabstilstand og den må ikke synes, at angreb er det bedste forsvar! Cleo var især slem til det, når hun kunne mærke, at en hund eller et menneske var bange for hende. Da Cleos første ejer gjorde meget ud af det at socialisere og træne hende, formoder jeg at hendes mangelfulde temperament mest skyldtes dårlige gener. Og det er ikke underligt, da hun stammede fra en berygtet dansk hovawart-fabrik. Denne hvalpeproducent er naturligvis ikke medlem af Dansk Kennel Klub og i januar 2013 blev de frataget lov til hundehold efter næsten 20-års produktion af hovawart hvalpe under nogle forfærdelige forhold. Denne ”kennel” havde på dette tidspunkt ca. 35 tæver stående i løbegårde og producerede godt over 100 hovawart hvalpe årligt, hvilket i sig selv ikke var i strid med de på området gældende regler! Og jeg er sikker på, at de fortsætter deres proceder, da de alligevel beholdte nogle tæver og stadig annoncerer på nettet….  Så hold dig væk fra dem, med mindre du vil støtte industriel produktion af hovawart hvalpe, hvor tæver til stadighed går i bure i en stald og kommer aldrig ud og hvor hvalpe fra de er født indtil de er solgt knap ser et menneske.

HPIM0864 kopi

Nå, ja, det har næsten jeg glemt: Cleo var også fysisk svagelig. Hun havde kronisk tyktarmbetændelse, som krævede konstant medicinering og specielt foder. Da det dog ikke var særlig generende for hunden og kun lidt for ejeren (mest for dennes pengepung!), fik Cleo lov til fortsat at leve indtil hun blev 9 år gammel. Da gik det helt galt – hun udviklede uhelbredelig tumor (kræft) i endetarmen og jeg var nødt til at aflive hende. Undervejs fejlede hun også alt muligt, fra begyndende livmorbetændelse (opdaget på operationsbordet under sterilisation) over problemer med skulderleddet til tilbagevendende hudeksemer. På et tidspunkt så det ud til, at det eneste som Cleo ikke fejlede var hofteleddysplasi og tandsten! Og det var heller ikke så dårligt! Hun havde perfekte hofter og tænder, det må jeg sige…

Det var faktisk ret synd, fordi Cleo eksteriørmæssigt var en pragtfuld eksemplar af sin race. Men hvad hjælper det? Sådan går det til, når man udelukkende avler på udseende og ikke på sundhed og temperament. Og til sidst var der i denne kennel bare krydsning på må og få, ikke engang efter udseende….

Jeg har arbejdet meget med Cleos dårlige temperament og med at få styrket hendes selvtillid samt med at holde hendes socialisering ved lige. Efter alle de år gik det rigtigt godt, men… jeg kunne aldrig stole 100% på hende! Dårlige gener og manglende kontakt med mennesker i hendes første uger kom altid til udtryk….

Men hun elskede mig og jeg elskede hende og i dag er det kun dét, der tæller :) . Cleo har nu sit eget billedgalleri, hvor I kan se hvordan hun levede og hvad hun kunne lide at lave.

Forårs glæde... kopi

CLEOHOV's Hovawarte © 2013