Bogard vom Hagenauer Forst – in memoriam
Bogard vom Hagenauer Forst, kaldet Boogie, 23.04.2008 – 19.04.2019
Boogie flyttede ind hos os d. 17. februar 2013 fra Bayern. På det tidspunkt var han 5 år gammel.
I januar 2013 gik jeg og spekulerede på, at jeg gerne vil have hund nr. 2 som selskab til Ussi. Mine arbejdsdage var blevet længere og jeg syntes det var synd for Ussi, at være alene så mange timer om dagen. Samtidigt går jeg hele tiden rundt med en dårlig samvittighed over, at jeg går så meget op i ”min” race i stedet for, at give et godt hjem til en trængende hund. Derfor tænkte jeg på at få en ældre internat hund. Desuden vil og kan jeg ikke bruge mere tid på træning, udstillinger m.m. Den skulle bare fungere som ”selskabsdame” for Ussi.
På det tidspunkt lukkede politiet den berygtede fabrik af hovawart hvalpe Hof Joy på Sjælland. Deres hunde blev dels flyttet til dyreinternat i Roskilde, dels aflivet på stedet, så dårlige var de stakler… Jeg tænkte at jeg måske kunne redde en af de hunde. Som tænkt, så gjort: Jeg kontaktede internatet, hvor der var nogle ældre hanhunde. Men inden jeg overhovedet kunne nå at se dem, blev de aflivet pga. vild aggression mod hinanden og mod mennesker.
Kort efter ringede min egen opdrætter med besked om, at der på RZV’s hjemmeside var en hanhund på 5 år til omplacering, måske kunne han være noget for mig. Det var ikke lige dét jeg havde forestillet mig, men jeg kiggede på billeder alligevel og var solgt med det samme! Der var noget særligt ved den hund, jeg kan ikke sige hvad, men han har fortryllet mig helt og fuldt. Da jeg kiggede på stamtavlen, blev jeg igen blød i knæene 😀 : SÅ mange forfædre fra gode, kendte brugslinjer… Jeg kontaktede straks opdrætteren og efter nogle samtaler, besluttede jeg mig for at se på hunden. Jeg tog Ussi med og på en kold og blæsende februar nat tilbagelagde vi 850 km til Schrobenhausen, Bayern. Boogie’s opdrættere Elfrieda og Walter gjorde lige så godt indtryk på mig som Boogie selv. Der var en god kemi mellem os. Og med Boogie var det kærlighed fra første blik! Beslutning var altså taget. Boogie hoppede uden protest ind i min bil og så kørte vi hjem. Et nyt liv var ved at begynde for os alle tre.
Denne beslutning har jeg ikke fortrudt en eneste sekund! Boogie tog sin omplacering i stiv arm. Han gjorde bare det, som Ussi gav ham besked på at gøre 😀 . Så på denne måde var det nemt for os alle. Jeg kunne fortælle mange små sjove historier om Boogie fra hans første tid hos mig.
Det er en helt særlig oplevelse at få en omplaceringshund… Jeg iagttager meget og prøver at gætte mig til hundens historie og forstå dens reaktioner. Jeg har lært utrolig meget af det, både med Cleo og nu med Boogie.
Boogie var en afbalanceret, rolig hund. Han havde en høj pirringstærskel, hvilket var rigtigt godt, fordi han i bund og grund ikke var særlig modig. Han havde sine små fobier, eller rettere sine små øjeblikke; når der skete noget nyt, kunne han gå totalt i baglås. Han kunne finde på at knurre i forsvar – af ren usikkerhed. Men når han fik lov til at bearbejde situationen, så var han efter nogle sekunder igen klar i hovedet og han gjorde, hvad der blev sagt til ham. Jeg tror ikke han havde oplevet ret meget i sit tidligere liv og det kunne også være grunden til, at han reagerede på denne måde, men jeg er dog sikker på, at han gik til lydighedstræning. Det kunne man se på ham, når vi lavede noget sammen. Desværre måtte han have oplevet noget ubehageligt i forbindelse med skud på træningspladsen. Han kunne somme tider gå i panik, når han hørte skud eller fyrværkeri. Han var normalt ligeglad med skud, som blev affyret på ejendommen og i nærheden, når naboer og venner går på jagt hos mig. Han gøede dog meget ved fyrværkeri. Nytårsaften var jeg nødt til at afspille masser af larmende Wagner operaer for fuld udblæsning. Musikken overdøver alt og Boogie kunne ikke høre fyrværkeriet.
Boogie havde hurtigt afvænnet mig med at have hundene i hundegården, mens jeg var på arbejde. Det syntes han absolut ikke om. Ussi har været vant til hundegården fra hun var hvalp. Boogie fik efter nogen tid så stærk separationsangst, at han begyndte at splitte hundegården af – på trods af Ussi’s tilstedeværelse. Han havde til gengæld intet problem med at være alene hjemme indenfor, også uden Ussi. Så efter en kort overvejelse, har jeg givet efter og nu opholder begge hunde sig i huset, mens jeg er på arbejde. I øvrigt- Hvad er fidusen i, at have vagthunde i hundegården, mens huset står ubevogtet 🙂 ?
Det var ikke meningen at der skulle bruges tid på udstilling og træning af Boogie, men dér tog jeg også fejl 🙂 … Da jeg så hvor god en hund jeg havde fået, gik jeg med det samme i gang med, at få Boogie avlsgodkendt i Dansk Hovawart Klub. Han har været til en klubudstilling, hvor han af en tysk special dommer blev bedømt til ”excellent” og fik 4. placering ud af 7 hanhunde! Han er siden blevet Dansk Champion. Jeg kan god lide hans type: Han var ikke for stor, men meget harmonisk bygget, velvinklet, har solide benstamme og han bevæger sig smukt. Jeg har også fået lavet alle nødvendige sundhedsundersøgelser på ham og mere end det. Hans reaktion på skud kom som et chok for mig! Jeg var dog fast besluttet på, at undersøge det nærmere, fordi jeg slet ikke kan forene Boogie’s afbalancerede væsen med det problem. Derfor stillede jeg ham op til mental beskrivelse både i Dansk Hovawart Klub og i Hovawart Zuchtgemeinschaft Deutschland. Og det viste sig desværre, at han ER skudræd…. Øv, øv. Han skulle altså ikke være avlshan. Men han var stadig den bedste hund i verden og jeg kunne slet ikke se hans mangler fordi jeg bare var blevet helt blind forelsket i ham, lige som så mange andre hundeejere er forelsket i deres hunde… Det er for resten derfor, at mange hunde får lov til at gå i avl uden, at de vurderes lidt mere objektivt…. Boogie havde lige som Cleo en hel speciel udstråling. Boogie lignede meget Cleo af temperament, bortset fra at han i modsætning til Cleo, elskede mennesker og at han ikke var spor aggressiv eller usikker i sine kontakter med mennesker. Han elskede faktisk menneskeslægten så højt, at han i 2016 bestod prøven for besøgshunde i TrygFonden. I 2 år besøgte vi regelmæssigt 2 institutioner hvor Boogie delte glæden og varmen ud.
Boogie elskede at tygge i træpinde og at spise papirlommetørklæder! Han stjæl lige så gerne lommetørklæder som mad. Nej, maden stjæl han egentlig ikke, han tog bare det, som han syntes tilfaldt ham. Jeg er sikker på, at det var sådan Boogie så på det – eftersom han med fuld overlegenhed og ro stillede forbenene på et køkkenskab og spiste det der måtte ligge der :D. Han var utrolig nysgerrig. Han havde en kæmpestor arbejdslyst. Og så var han en seriøs, alvorlig hund, ikke sådan en lalleglad fjumsehund som den useriøse Ussi 😀 . Boogie klistrede sig op ad mig hele tiden, men det er typisk for en omplaceringhund. Jeg ved, at jeg var hele hans verden. Nå okay, indtil han så en anden hund, som han ubetinget skulle løbe over marken til.
Vi trænede lidt DcH program, og især rundering og spor. Vores første forsøg med spor havde været meget lovende. Boogie elskede det, var meget ved- og udholdende og højt motiveret. Jeg havde store udfordringer i træningen, da Boogie slet ikke kunne finde ud af at lege. Det med at tage noget i munden og bære på det, ruske eller lege trækkeleg – det er effektivt blevet pillet af ham 🙁 . Men når han var godt ”varmet op” og kom i hvalpestemning og glemte sig selv, så tog han fat, kan I tro!
Boogie var blevet syg i sensommer 2018 og på trods af flere måneders forsøg med at slå sygdommen ned, tog panniculitis over. Til sidst ville Boogie ikke mere og sov stille ind d. 19. april 2019, 4 dage før sin 11-års fødselsdag. Jeg savner ham…
